Må ikke tabes: Produktet fungerer muligvis ikke korrekt, hvis det udsættes for kraftige stød eller rystelser.

Skal holdes tørt: Dette produkt er ikke vandtæt og fungerer muligvis ikke korrekt, hvis det nedsænkes i vand eller udsættes for høj luftfugtighed. Rust i kameraets indvendige dele kan forårsage skader, der ikke kan udbedres.

Undgå pludselige temperaturændringer: Pludselige temperaturændringer, f.eks. når du går ind i eller forlader en opvarmet bygning på en kold dag, kan forårsage kondens inde i kameraet. Anbring kameraet i en taske eller i en bærepose, før det udsættes for pludselige temperaturændringer, så kondensering i kameraet undgås.

Skal holdes væk fra stærke magnetfelter: Denne enhed må ikke anvendes eller opbevares i nærheden af udstyr, der genererer kraftig elektromagnetisk stråling eller kraftige magnetfelter. Kraftige statiske udladninger eller magnetfelter fra udstyr som radiosendere kan påvirke skærmen, beskadige data på hukommelseskortet eller påvirke kameraets interne kredsløb.

Lad ikke kameraet ligge med objektivet rettet mod solen: Lad ikke kameraet ligge med objektivet rettet mod solen eller en anden stærk lyskilde i længere tid. Kraftigt lys kan beskadige billedsensoren, så den ødelægges eller giver et hvidt skær på billederne.

Sluk kameraet før fjernelse eller frakobling af strømkilden: Du må ikke tage produktet ud af stikkontakten eller fjerne batteriet, mens produktet er tændt eller under optagelse eller sletning af billeder. Pludselig afbrydelse af strømmen kan medføre tab af data eller beskadige produktets hukommelse eller indre kredsløb. Du kan undgå at afbryde strømtilslutningen utilsigtet ved ikke at flytte kameraet, mens lysnetadapteren er tilsluttet.

Rengøring: Kamerahuset rengøres ved forsigtigt at fjerne støv eller lignende med en pustebørste og tørre forsigtigt med en blød, tør klud. Når du har taget billeder på stranden eller ved kysten, skal du fjerne eventuelt sand eller salt med en klud, der er let fugtet med rent vand og derefter tørre kameraet grundigt.

Objektivet og spejlet beskadiges nemt. Støv og lignende fjernes forsigtigt med en pustebørste. Hvis du anvender en aerosoldåse med luft, skal dåsen holdes lodret, så der ikke kommer væde ud. Hvis der kommer fingeraftryk eller andet snavs på objektivet, fjernes det ved at tørre objektivet forsigtigt af med en blød klud, der er fugtet med lidt objektivvæske.

Se "Rensning af billedsensoren" (0 Rensning af billedsensor) for information om rensning af billedsensoren.

Undlad at røre ved lukkergardinet: Lukkergardinet er ekstremt tyndt og beskadiges let. Du må under ingen omstændigheder udøve tryk på gardinet, støde til det med rengøringsredskaber eller udsætte det for kraftige pust med en pustebørste. Dette kan ridse gardinet eller betyde, at det bliver deformt eller går i stykker.

Opbevaring: Kameraet skal opbevares et tørt sted med god ventilation for at undgå mugdannelse. Hvis du anvender en lysnetadapter, skal du frakoble adapteren for at undgå brand. Hvis produktet ikke skal anvendes i længere tid, skal du fjerne batteriet for at undgå lækage og opbevare kameraet i en plasticpose indeholdende et tørremiddel. Opbevar dog ikke kameraets bæretaske i en plastpose, da dette kan nedbryde materialet. Bemærk, at tørremidlet gradvist mister sin evne til at opsuge fugt og derfor bør udskiftes med jævne mellemrum.

Undgå, at der dannes mug på kameraet ved at tage det frem mindst én gang om måneden. Tænd kameraet, og udløs lukkeren et par gange, før kameraet lægges væk igen.

Opbevar batteriet et tørt og køligt sted. Sæt poldækslet på, før batteriet lægges væk igen.

Bemærkninger om skærmen: Skærmen er konstrueret med meget høj præcision; højst 0,01 % af det samlede antal pixels mangler eller er defekte, mens mindst 99,99 % af det samlede antal pixels er effektive. Der er derfor ikke tale om funktionsfejl, hvis visningerne muligvis indeholder pixels, der altid lyser (hvide, røde, blå eller grønne) eller aldrig lyser (sorte), og det har ingen indflydelse på billeder taget med enheden.

Det kan være svært at se billeder på skærmen i kraftigt lys.

Tryk ikke på skærmen, da den kan blive beskadiget, eller der kan opstå funktionsfejl. Støv eller lignende på skærmen kan fjernes med en pustebørste. Pletter kan fjernes ved at tørre let med en blød klud eller et vaskeskind. Hvis skærmen går i stykker, skal du passe på, at du ikke skærer dig på glasset. Undgå også at få væsken med flydende krystal fra skærmen på huden, i øjnene eller i munden.

Moiré: Moiré er et interfererende mønster opstået gennem vekselvirkning mellem et billede med regulære, gentagende gitterlinjer, som f.eks. mønstret i vævet stof eller vinduer i en bygning, og med gitterlinjerne i kameraets billedsensor. Hvis du bemærker moiré på dine billeder, skal du prøve at ændre afstanden til motivet ved at zoome ind og ud eller ændre vinklen mellem motiv og kamera.

Batteriet og opladeren: Batterier kan lække eller eksplodere, hvis de håndteres forkert. Overhold følgende sikkerhedsanvisninger i forbindelse med håndtering af batterier og opladere:

  • Anvend kun batterier, der er godkendt til brug i dette udstyr.
  • Batteriet må ikke udsættes for åben ild eller høj varme.
  • Sørg for, at batteripolerne er rene.
  • Sluk kameraet, før du udskifter batteriet.
  • Fjern batteriet fra kameraet eller opladeren, når det ikke anvendes, og sæt poldækslet på. Disse enheder trækker en vis mængde ladning, selv når de er slukket, og kan dræne batteriet så meget, at det ikke længere virker. Hvis batteriet ikke skal anvendes i et stykke tid, skal du sætte det i kameraet og aflade det helt, før det fjernes fra kameraet og lægges til opbevaring på et sted med en omgivende temperatur på mellem 15 °C og 25 °C (undgå varme eller meget kolde steder). Gentag denne proces mindst én gang hvert halve år.
  • Hvis du tænder og slukker kameraet mange gange i træk, når batteriet er helt afladet, afkortes batteribrugstiden. Batterier, der er blevet afladet helt, skal lades op før brug.
  • Den indvendige temperatur i et batteri kan stige, når batteriet er i brug. Forsøg på at oplade batteriet, når den indvendige temperatur er høj, forringer batteriets ydeevne, og batteriet oplades muligvis ikke eller oplades kun delvist. Vent, indtil batteriet er kølet af, før det genoplades.
  • Oplad batteriet indendørs ved omgivende temperaturer på 5 °C – 35 °C. Anvend ikke batteriet ved omgivende temperaturer på under 0 °C eller på over 40 °C; hvis denne forholdsregel ikke overholdes, kan batteriet tage skade eller forringe sin ydeevne. Kapaciteten kan reduceres, og opladningstider forlænges muligvis ved batteritemperaturer fra 0 °C til 15 °C og på mellem 45 °C og 60 °C. Batteriet lades ikke op, hvis dets temperatur er under 0 °C eller over 60 °C.
  • Hvis lampen CHARGE (Opladning) blinker hurtigt (omtrent otte gange i sekundet) under opladning, skal du bekræfte, at temperaturen ligger i det rigtige område og dernæst frakoble batteriopladeren, tage batteriet ud og sætte det i igen. Hvis problemet varer ved, skal du indstille brugen øjeblikkeligt og indlevere batteri og oplader hos din forhandler eller en Nikon-autoriseret servicerepræsentant.
  • Flyt ikke batteriopladeren, og rør ikke ved batteriet, når det lades op. Manglende overholdelse af denne anvisning kan i meget sjældne tilfælde føre til, at opladeren viser, at opladningen er færdig, selv om batteriet kun er delvist opladet. Tag batteriet ud, og sæt det i igen for at genoptage opladning.
  • Hvis batteriet ikke fjernes fra opladeren, når det er fuldt opladet, kan batteriets ydeevne forringes.
  • Et markant fald i den tid, et fuldt opladet batteri bevarer sin ladning, når det anvendes ved stuetemperatur, indikerer, at det skal skiftes ud. Køb et nyt EN-EL14a-batteri.
  • Opladeren må kun anvendes med kompatible batterier. Tag stikket ud, når opladeren ikke anvendes.
  • Kortslut ikke opladerterminalerne. Manglende overholdelse af denne sikkerhedsanvisning kan medføre overophedning og beskadigelse af opladeren.
  • Oplad batteriet før brug. Når du tager billeder ved vigtige lejligheder, bør du medbringe et ekstra batteri, som er fuldt opladet. Visse steder kan det være vanskeligt at købe ekstra batterier i nødstilfælde. Bemærk, at batteriernes kapacitet synes at falde, når det er koldt. Kontrollér, at batteriet er fuldt opladet, før du tager billeder udendørs i koldt vejr. Opbevar et ekstra batteri på et lunt sted, og udskift batteriet efter behov. Når et koldt batteri bliver varmt, kan det genvinde en del af sin ydeevne.
  • Genbrug genopladelige batterier i henhold til lokal lovgivning, idet du sikrer dig, at batteripolerne forinden er blevet isoleret med tape.